lørdag den 21. november 2009

Aluminia – et livsværk

Jeg var meget imponeret over det flotte værk om Aluminia – det foranledigede mig til at kigge lidt på hvem manden var der havde gjort en så imponerende indsats. Her er så lidt om en tilsyneladende speciel skæbne der har mundet ud i dette storværk. Der er jo flere gode sider om aluminia, her koncentreret om side relateret til forfatterenmed en enkelt undtagelse.

fredag den 20. november 2009

Jens Harald Quistgaard





Det er ikke så tit jeg har lejlighed til at ændre holdninger, man har jo efterhånden nået en alder hvor de fleste ting er blevet efterprøvet og valg er blevet truffet. Jeg må dog tilstå at efter at have hørt foredraget af Henrik Rex Rygaard om designeren Quistgaard, så har jeg alligevel fået flyttet et par grænser. Jeg er nok mest til antikviteter krydret med lidt jugendstil, husker endnu i sin tid da min tidligere kompagnon begyndte at købe teak og palisandermøbler, hvor jeg skældte ham huden fuld for at købe sådan noget skrammel  i stedet for rigtige antikviteter – indtil jeg så checken da de var solgt. Men Henriks store entusiasme og ikke mindst også den meget indgående forklaring på det funktionelle i selv de mindste detaljer i Quistgaards designs, åbnede lidt mine øjne for at se hensigtsmæssigheden i fornuftige design. Jeg har jo set (og mange med mig), design hvor designet er det primære og funktionaliteten er noget sekundært (det er måske kønt, men virker ikke), møbler man sidder dårligt i, ting der ikke har den funktionalitet man forventer.
At få en kompetent forklaring på selv de mindste detaljer ændrede lidt mit syn på begrebet design.
Et udmærket eksempel på, at viden og erkendelse bør gå hånd i hånd for at have værdi.
















onsdag den 18. november 2009

Anarkistens (ægte) Kogebog

Fordomme har vi mange af. Jeg har altid haft den idé, at anarkister levede af spaghetti, måske lidt ris eller brune bønner – hvor kan man dog tage fejl og hvor er det egentlig befriende hver gang vores fordomme bliver gjort til skamme. Her har vi så en anarkistisk kogebog om lækkerier skrevet af et menneske der helt klart har kastet sin kærlighed på fremstillingen af lækkert bagværk og andre kulinariske delikatesser af høj kvalitet. Jeg  kan godt se det logiske i at der skal en form for modvægt til, en samfundsmæssig meget skeptisk holdning med hvad deraf følger af harme, - må da i min verden nødvendigvis munde ud i nogle lækre retter – klart nok!
Som forfatterinden skriver på sin rigtig udmærkede blog:
En kulinarisk revolution er også en slags revolution.
Bogen kan bestilles her.Bloggen med lækre opskrifter er her.

tirsdag den 17. november 2009

VALGFLÆSK fra Anarkistens Kogebog

Så er det sagt - de kan lære det - kan de!

søndag den 15. november 2009

Quistgaard - Foredrag af Henrik Rex Rygaard

Minder lige om foredraget d 18/11.

Dekorerede danske glas af Niels Andersen og Torben Errboe



En meget velskrevet og omfattende bog om malede og slebne glas fra det 18 århundrede. Det er en bog jeg har læst med stor fornøjelse, da jeg jo har en lille samling af netop den type glas der er gjort en del ud af at beskrive nøje. Der er en bog der gør det ulige meget nemmere at bestemme fra hvilket glasværk, fra hvilken tid og i mange tilfælde hvem der har været ophavsmanden til netop dette glas. Samtidig er der en masse historisk viden om glasfremstilling og de Danske glasværker – en rigtig perle for glassamlere. Det er vanskeligt at forestille sig at der kan skrives mere om blomsterslebne og emaljemalede glas. Forfatterne har yderst kompetent gjort yderligere skriverier overflødige, så er interessen der, - er det BOGEN.


Det er nærmest uhyggeligt hvor mange lødige bøger der bliver udgivet, som man simpelthen er nødt til at eje.








Aluminia af E.W. Flensborg



Wow – 2 gange dobbelt wov, - det er da noget af en bog (2 bøger). Efter dem er der jo simpelthen ikke noget at sige. Der er alt – historie – formnumre – designere. Jeg vil næsten vove den påstand, at er der mere at sige om fabrikken eller produktionen, kan det ikke være noget af betydning. Illustrationer i mængder af unika og emner der aldrig ses i handelen, fortegnelse over stel og produktionsnumre. Bind 2 er faktisk kun en sådan, men alt i alt godt 800 sider spækket med informationer.
Jeg skal til at tage foto fra bogen, - men helt ærligt så ved jeg ikke hvor jeg skal ende og begynde – der er bare SÅ mange emner i fornem kvalitet. Jeg fatter ikke hvordan det har været muligt at fotografere et så omfattende materiale, men det stopper slet ikke der, alt er velbeskrevet og veldokumenteret.


Aluminia er en fornem repræsentant for en epoke der er markant i Dansk designhistorie.
Mit ønske er at nutidige designere ville kunne se det historiske tidsudtryk i Aluminia’s produktion og overføre den tidløshed til vores tid og fremtiden, for det unikke i produktionen er uomtvisteligt og skabt til fremtidig storhed. Jeg er faktisk løbet tør for ord – KØB DEN – lån den - eller om muligt stjæl den (lever den tilbage igen)!












fredag den 13. november 2009

Kræmmerkælderen i Holbæk








Holbæk hyggeligste kræmmerkælder åbner i morgen Lørdag d. 14/11, der vil herefter være åbent hver lørdag kl. 10 – 14. Lokalerne i kælderen i den gamle Th. Petersens gård (Algade 3) danner med  de buede hvælvinger og de mange små rum den perfekte ramme om kræmmermarkedet.
Det er arrangeret af John Perret-Gentil, der med sin mangeårige kræmmererfaring har gjort sig umage med at varerne præsenterer sig pænt og overskueligt. Det kan næsten ikke andet end at blive en velbesøgt forretning når kunderne først får lært at finde ind i gården og ned i kælderen.

torsdag den 12. november 2009

Antikfund af Mariette Tiedemann


Antikfund beskriver hovedsagelig de fund alle drømmer om at gøre, - tupilakker, PH lamper, hovedvandsæg, brevpressere i millefiori, empirespejle, Salto stentøj m.v..
Det er jo da selvfølgelig dejligt at vide når man har gjort et kup – men det er jo ikke noget der sker for ret mange af os og ikke ret tit. Jo det er da rart at vide når man står med en rigtig fin ting, men hvad med alle de emner der er NÆSTEN et antikfund, ting der er en realistisk  mulighed for at falde over på et marked eller lignende.
At købe et hovedvandsæg hos en antikvitetshandler er forholdsvis nemt, men jeg har nu aldrig, fundet et på et loppemarked.


Bogens værdi er nok mere en fornuftig beskrivelse af ganske gode antikviteter (fund), og som sådan da absolut udmærket, men den indikerer jo også lidt at det er ting der er til at finde på ethvert gadehjørne – og det er det i hvert fald ikke mere – men held og lykke alligevel. Jagten i sig selv er da et incitament og oftest finder man jo heldigvis noget helt andet end forventet.

mandag den 9. november 2009

Hvordan sælger jeg mine klenodier ?

Alle har prøvet på et eller andet tidspunkt at stå med nogle effekter de ønsker solgt. Det kan være en slægtnings dødsbo, noget arvegods der trænger til en ny ejer eller blot nogle effekter der er blevet til overs.
Mulighederne for salg er:
et auktionshus - en antikvitetshandler - et privatsalg evt. via dagbladsannoncer. Hvad man så vælger er afhængig af mange private omstændigheder, ønsker man mest muligt for effekterne, er det forbundet med arbejde(oprydning), skal salget foregå hurtigt osv.
Er det ikke en situation man har været i før (f.eks. med et dødsbo), kan det være svært at overskue hvad der er hensigtsmæssigt. En meget vigtig faktor er, hvordan markedet er lige præcis nu, for de ting der skal afhændes. Det er jo således at interessen for køb af antikviteter næsten svinger (kan gøre det), fra måned til måned. Tidens trends, den økonomiske situation og købernes antal skifter uafladeligt, så hvordan skal man forholde sig som et privat menneske der måske ikke har den store indsigt netop i dette.
Det er ikke nogen hemmelighed at priserne på antikviteter aldrig har været så ringe som de er nu, det paradoksale i det, er at der faktisk heller ikke er så mange af dem i handelen, så skulle man mene at priserne ville være høje. Det forholder sig lige modsat, efter min ringe mening skyldes det primært tidens trends. Indretning skal være minimalistisk og i modsætning til tidligere tider køber man ikke møbler for livet (eller en stor del af det). Hjemmets indretning er accelereret på lige fod med alt andet i vores samfund, det er blevet omskifteligt og præget af det behov der er her og nu, blivende værdier har måttet vige for hensigtsmæssigheden. Løfterne om at antikviteter bliver mere værd med tiden, må siges at være varm luft p.t.. Det positive i det er så, at hvis du holder af gode, gedigne gamle ting, så er det nu de skal købes, for det bliver aldrig billigere. Problemet som antikvitets handler er jo så nemt at se, jeg (og mange andre jeg kender), har tit stået i et hjem og set effekter købt for 15 eller 20 år siden for et anseligt beløb, som vi faktisk ikke har haft lyst til at købe på grund af usælgelighed. Det kan jo være svært at se som privatperson, når man står med en købs kvittering på 30.000 kr. for en fint udskåret egetræsstue  købt i 1990, der  i dag repræsenterer en salgsværdi på måske 8 – 10.000 Kr. Jeg har af og til måttet sige at jeg ikke havde kunder til effekterne, frem for at sige hvad det var muligt at betale.

Hvor sælger du så lige nu? Du skal være klar over at det er ringe tider, maksimumpriser er ønsketænkning i de fleste sammenhænge. Antikvitetshandlere har fyldte lagre, få kunder og ringe eksport, derfor er interessen i at investere penge i ting der skal stå lang tid på lager, meget lille (det koster kassekredit og lagerplads). Auktionshuse kan lokke med gode priser da de jo ikke selv skal have penge op af lommen, der skal du følge tendensen og se hvad din slags vare i virkeligheden går for og ikke en vurderingspris der ofte (næsten altid) er urealistisk. Regn med halvdelen af vurderingen (medmindre det er en specielt salgs egnet varer), så bliver du ikke skuffet. Jeg har prøvet gennem et stykke tid at lave statistik på vurderingspriser og den reelle salgspris og det holder (selvom tendensen også hurtigt kan skifte her). Der hvor du får den højeste pris er ved et salg fra kunde til kunde, der skal ikke afregnes moms og arbejdsløn, (det skal en antikvitetshandler), du finder måske en kunde der er meget opsat på at købe netop din vare. Problemet er så at kundegrundlaget er lille., du kommer formentlig ikke ud til så mange mennesker og måske rammer du ikke en kunde der brænder efter netop din vare.
Det fornuftigste er vel at forhøre sig flere steder, men lad være med at spille antikvitetshandlere ud mod hinanden, de skal alle sammen tænke på deres dagløn (det er ikke morsomt at køre til Svendborg uden at tjene en krone, du arbejder jo heller ikke gratis), send en mail til dem du føler tillid til og få et forhåndstilsagn. Spørg et auktionshus (endnu bedre, se hvad hammerslagsprisen er på din vare)men du skal have in mente at det ikke bliver vurderingsprisen du får (i langt de fleste tilfælde) og du skal vente på afregningen. Kender du en antikvitetshandler der er fornuftig, får du pengene med det samme, men lad være med at tro at han fjerner resten af indboet uden beregning (en container affald koster ca. 4000 kr. at komme af med + arbejdsløn). Det korte og det lange er nok at det også er et spørgsmål om tillid, men har du først solgt/indleveret varen, er der jo ingen fortrydelsesret.

Richard Nissen og IHQ

Kulturhistorisk Museum i Randers har udgivet en  bog om Richard Nissens Trævarefabrik.
http://loppefund.wordpress.com/2009/09/11/ihq-og-richard-nissen-fra-langa/
Richard Nissen producerede med stor sucess gennem 1950/60'erne brugskunst for designeren Jens Harald Quistgaard. I 1970'erne producerede Richard Nissen egne designs og er kendt specielt for træskåle, peberkværne, vinreoler og brugskunst til køkkenet.
Jeg er selv i besiddelse af et sæt salt og peberkværn der er fremstillet som en gave til Frederik og Marys bryllup i specielle træsorter der vokser i Tasmanien. Så vidt jeg ved er de kun fremstillet i 5-6 eksemplarer til samme lejlighed, et fint eksempel på Nissens fremragende håndværksmæssige formåen.




Verner Panton





The collected works - udgivet af Vitra Design Museum

Undtagelsesvis lige en bog på engelsk, men jeg syntes at indholdet berettiger til det. Jeg kender ikke andre bøger med en så omfattende beskrivelse af Verner Pantons arbejder. Illustrationerne er helt i top og baggrundshistorier om mange af hans design mangler heller ikke. Det specielle ved denne bog er, at der er gjort meget ud af at vise hele interiør, vi ser Panton’s arbejder i større sammenhænge frem for enkelte objekter. De fleste er klar over at Panton har lavet mange designs, - men mange, et rent overflødighedshorn i form og farver.

tirsdag den 20. oktober 2009

Foredrag af Henrik Rex Rygaard om designeren Quistgaard

Onsdag d. 18 November kl 19, vil Henrik Rex Rygaard komme og fortælle om designeren Quistgaard.
Foredraget bliver holdt på Skjold Antik's lager - Ægholmvej 3, 4534 Hørve
Henrik må vel siges at være en af vores (om ikke den) fornemste Quistgaard kendere og ikke mindst samler, yderligere har han været personlig ven af Quistgaard gennem mange år. Der er således nok ikke noget i Quistgaards univers der er ubekendt og da Henrik er en glimrende fortæller vil det være en unik mulighed for at få en underholdende aften kombineret med et dybere kendskab til designeren.
Der bliver åbnet kl. 18 for spisning og man er velkommen til at medbringe egne effekter til vurdering efter foredraget.

Tilmelding er nødvendig til foredraget,
Der vil være mulighed for at bestille smørrebrød samt øl og vand.
3 stk. glimrende smørrebrød + øl/vand for 50 Kr.

mandag den 19. oktober 2009

Ib Just Andersen (1884-1943)



Just Andersen startede sin karierre som billedhugger og fortsatte sin uddannelse både på maler og billedhuggerskolen på Kunstakademiet i København, derefter blev han uddannet som sølvsmed.
Hans nære venskab med kunsthåndværkeren Mogens Ballin skaffede ham sit første store arbejde, et kobberalter til  den katolske Sakramentkirke, som det tog 4 år at færdiggøre.
De 400 kobberplader blev afleveret i 1918 hvor Just Andersen så etablerede sit eget firma sammen med sin kone Alba der var ciselør.
Idag er han nok mest kendt for opfindelsen af  diskometallet som han havde en stor produktion af, dermed bragte han kunsten ud til en befolkningsgruppe der ikke kun bestod af en eksklusiv elite, også mennesker med almindelig indkomst havde mulighed for at erhverve hans velkendte figurer og andet kunsthåndværk.


tirsdag den 13. oktober 2009

Margaret Atwood

Jeg håber, at vi til sidst vil indse, at der er kun én 'race' - den menneskelige race - og at vi alle tilhører den.

Margaret Atwood er en Canadisk forfatter, mest kendt for hendes mands/samfunds satire.

mandag den 12. oktober 2009

Afrika




Hvorfor nu lige det?
Egentlig var det meningen jeg blot ville skrive et lille indlæg om afrikansk musik, som jeg holder meget af, det greb så  om sig, lod mig rive lidt med. Igennem musikken vil jeg prøve at vise nogle sider af den afrikanske kultur der måske ikke er så kendte.
Gennem mangeårige samtaler med herboende danskere har jeg til min store forbavselse fundet ud af at de fleste kun opfatter Afrika som et underudviklet sted med en masse sultne børn og syge mennesker, som en stor enhed af samme slags. Den opfattelse må vel skyldes mediernes sortering af nyhedsstof (og måske også manglende interesse – vi har jo nok i os selv). Skønheden i afrikansk kultur, tradition og åndsliv, går man lidt let hen over.
Der må man tænke på at verdensdelen er 3 gange så stor som Europa, tænk så på forskellen på folk i Nordeuropa og folk i syd, gang det med 3, så ved du hvor store forskelligheder der er. En af de ting der har imponeret mig lidt ved afrikansk musik, er at uanset om den kommer fra nord eller syd, så fornemmes klart et begreb jeg vil kalde den afrikanske sjæl, der er en mystisk grundtone af en eller anden form for kollektiv sjæl, som bare er totalt død i Europa, vores ’fællessjæl’ kan vist ligge på et meget lille sted.  Jeg må i den forbindelse konstatere at min berøring med afrikansk kultur har beriget mig i et forbavsende omfang, jeg har fået indsigt, inspiration og et menneskesyn jeg i hvert fald ikke vil være foruden, eller har mødt i vores såkaldte ’velfærdssamfund’. Det vil jeg prøve at illustrere gennem musikken hvor en del af det forunderlige er, at det ikke er nødvendigt at forstå sproget for at fatte meningen.

Jeg har gennem mange år haft en del forbindelse til kontinentet, dels gennem forretning og dels gennem mine mange afrikanske venner og ikke mindst min fantastiske samlever gennem 11 år.
I de forskellige lande har man selvfølgelig en tradition for folkemusik, musik der er blevet en slags varemærke, her er eksemplet Burundi Drummers der har rødder langt, langt tilbage i tiden. Tidligere blev trommerne faktisk brugt som telegraf, trommer blev anbragt på bjergtoppe med passende mellemrum og kunde så anvendes til hurtigt at sende information over større afstande på en tid hvor vi var nødt til at nøjes med den langsomme postvogn.
Det er da rigtigt at overalt i Afrika har man lidt mangel på materielle goder og nøden er visse steder ufattelig stor (hvis man er rig så er man som regel også rigtig rig), det har man så til gengæld kompenseret for med et meget rigt musikliv, mange traditionelle fester med tilhørende dans, fortællekunst, stolte håndværkstraditioner og et stort engagement i familie og venner.
Afrikanske danse udmærker sig ikke udelukkende ved at det ofte er letpåklædte kvinder der udfører dem, men med en rytme og sensualitet der får et moderne diskotek eller Vild med Dans, til at ligne en samling fiskekoner fra Gammel Strand. Som en af mine veninder sagde: ”Extacy er et meget farligt narkotika – det er så stærkt at det får de hvide til at tro de kan danse”.
Musikken som socialt og politisk budskab har også været brugt i langt højere grad end i Europa, selvom vi da har haft vores Wolf Biermann og Poul Dissing, så er der vel ikke tale om en egentlig kultur, hvor det i Africa ofte har været den eneste mulighed for at give udtryk for uretfærdighed, nød og undertrykkelse og vel også en slags social ’nødventil’.
Det bliver musikken bestemt ikke ringere af. Det er muligt din musiksmag er anderledes end min, men lur mig om ikke du også kan finde afrikansk musik til dit temperement.

tirsdag den 29. september 2009

Martin Luther King

Vores liv begynder at slutte den dag, da vi bliver tavse om de ting, som betyder noget.

Der vil heldigvis (forhåbentlig) altid være mennesker der kæmper imod uretfærdighed, fordomme, racisme og intollerance. Af ganske ubegribelige årsager er der en forbavsende stor del af menneskeheden som tilsyneladende har den opfattelse at de alene vide hvem der er de gode og hvem der er de onde. Hvor utroligt det end lyder, eksisterer der stadig nynazistiske bevægelser, race og religionsfordomme. Uvidenhed og umenneskelighed trives i bedste velgående på alle niveauer i samfundet lige fra politikere til den hjemløse på gaden.
Hvor træls det end er, så stopper det tilsyneladende aldrig, så meget desto vigtigere er det at give sit besyv med, uanset hvor lille et pip det bliver til, - jeg tror alle størrelser bidrag er vigtige og nødvendige, desværre nok en historisk kendsgerning.

søndag den 27. september 2009

Stieg Larsson - en samfundskritiker



Jeg har lige læst Stieg Larssons trilogi om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist, ca. 2000 sider på 14 dage. Jeg må indrømme at det har taget lidt af min nattesøvn og det er jo ’tilsyneladende kun romaner’, så hvorfor lige det?
Alle anmeldere af de omtalte bøger og film har meget travlt med at kommentere handlingen: Er det gode kriminalromaner – er handlingen action præget nok – hvilke kvaliteter har filmene i forhold til bøgerne osv.?
Det fik mig til at tænke lidt mere over hvorfor jeg har brugt min kostbare tid på et så forholdsvis stort antal sider. Som kriminalromaner er bøgerne da fængende og velskrevet og kan som sådan absolut anbefales. Det jeg undrede mig over som nybegyndende læser, var hvordan Stieg Larsson tilsyneladende havde begået en kæmpe research og havde en formidabel viden om nogle af de aspekter der er bærende i historien, hvilket fik mig til at se lidt på hvad mandens baggrund egentlig er.
Alle anmeldere springer let og elegant hen over det der efter min mening er det væsentligste i romanerne, og også Stieg Larssons hovedintension med at skrive bøgerne, en mening jeg har fået bekræftet efter at have kigget lidt på hans baggrund.
Jeg er overbevist om at forfatterens intension med at skrive de action fyldte kriminalromaner er langt dybere end at skrive spændingslitteratur, det har været at pakke hans synspunkter ind i en handling der lettere kan fordøjes af de 'brede masser', påpege vitale fejl og mangler i dagens samfund (hvilket hans baggrund jo da også tyder på).
Der er nogle hovedtemaer i romanerne jeg finder som bærende og vitale, den egentlige årsag til at jeg læste de mange sider, for kriminalromaner er der jo nok af (litteraturens ’Vild med Dans’ eller ’Robinson’).

Beskrivelsen af hvordan det psykiatriske system har mishandlet hovedpersonen Lisbeth Salander.
Beskrivelsen af det sociale system som et politisk værktøj og en straffende foranstaltning.
Beskrivelsen af politiet og det politiske systems korrupthed og umenneskelighed.
Beskrivelsen af hvordan Lisbeth Salander lever efter hendes egen, egentlig uangribelige moral, handler efter den, uanset hvad omgivelserne måtte mene er korrekt og lovmedholdeligt.
Beskrivelsen af storkapitalens psykopatiske ansigt.
Beskrivelsen af advokaters rolle i samfundet. (”Det må være rigtig koldt i dag, jeg så en advokat med hænderne i sine
egne lommer”).
Beskrivelsen af det ’samfund’ af hackere som Lisbeth opfatter som sin egentlige familie og de eneste hun
virkelig stoler på.
Beskrivelsen af nyhedsmediernes rolle i spillet med at forvanske og manipulere efter politiske, personlige og kommercielle interesser.
De steder i romanerne hvor det er muligt skinner det klart igennem, at Stieg Larsson var en ivrig bekæmper af racisme, højreekstremister og nazister, hvilket vel må siges at være prisværdigt.

Alt i alt er det jo et dystert billede der bliver tegnet af vores såkaldte civiliserede velfærdssamfund, et billede der nok for de fleste ligger lidt for tæt på virkeligheden til at kunne fordøjes uden de tilsatte effekter af action og spænding.
Lyspunktet er dog tilsyneladende at Stieg Larsson mener at mennesker kan ændre sig, det nytter noget at agere, men det er bestemt ikke gratis. I hans eget liv var han gennem mange år truet og forfulgt på grund af hans store arrangement og virke i forskellige yderliggående sammenhænge.
Jeg siger ikke at jeg politisk er helt enig med ham, hvad jeg nok ikke er, men at hans beskrivelser af de dystre sider i vores samfund ikke ligger langt fra den virkelighed som mange af os ser, men har vanskeligt ved at forholde os til, og handle imod. Deraf nok også den psykologiske årsag til at vi ikke har så svært ved at identificere os med, og føle sympati for Lisbeth Salander, at indleve os i hendes tankegang uagtet hun agerer og fremtræder lidt mere aparte end de fleste af os ønsker.
De store og magtfulde kræfter i samfundet er det er rart at se beskrevet, som ’en kolos på lerfødder’, der ikke er umuligt at påvirke.

tirsdag den 22. september 2009

Stein Bagger's Facebook profil

Hvem kunne ikke tænke sig at vide lidt mere om hvad der sker inde i denne mands hoved - en af mulighederne er at følge ham på Facebook.

søndag den 20. september 2009

Willy Breinholst

Selv om det eneste fremmedsprog, du mestrer rimelig godt, er smilet, kan du nå langt!


Han må jo vide det! En af vores mest produktive humorister, næsten mere kendt i det store udland, end i lille Danmark.

Holbæk Havn - igen!

Kultur er liv
Til alle tider har havnen været stedet,
hvor mennesker mødes i handel, inspiration og oplevelse.



Jeg bliver nødt til det, - at skrive lidt mere om havnen (det er for mig bedre, end at tæve katten).
I Skælskør har man formået at lave en levende havn under ovennævnte slogan. Jeg har ikke forudsætninger for at vurdere hvorledes den fungerer, - men INTENSIONEN er i hvert fald ok.

 Ser vi Holbæk Havn i det lys: hvor mennesker mødes i handel – på Holbæk Havn er det så i pølsevognen og på en af de to restauranter. Inspiration – det må vi vel umiddelbart erkende –
eksisterer ikke. I modsat fald vil jeg gerne vide, - hvor?
Oplevelse – så vidt jeg kan se i skrivende stund er den eneste positive oplevelse, at kigge ud over vores dejlige fjord – og det kunne vi sgu godt have gjort alligevel, - også uden Jørn Sørensens pragtbyggeri. Nu kunne det umiddelbart lyde som om jeg forfølger den stakkels mand, men jeg har lidt svært ved at sætte andre ansvarlige navne på (oplyses gerne), der offentlig ligefrem har udtrykt stolthed over byggeriets karakter.
Nu er projektet Holbæk Havn den onde l….. også blevet nomineret til at deltage i World Architecture Festival i Barcelona under overskriften: "Dansk Byggeri med klasse". En professor i byplanlægning udtaler oven i købet at succesen skyldes: ”den lange danske tradition for at inddrage borgerne i planlægningen”.
Jeg troede ellers ikke at man måtte drikke i arbejdstiden når man var offentlig ansat.
Desværre kan jeg heller ikke andet end at føle mig lidt til grin, at jeg i det hele taget gider skrive noget egentligt formålsløst vrøvl. Hvis det bare er at komme af med mine egne frustrationer, kunne jeg vel også have foretaget mig noget mere konstruktivt. Jeg tror imidlertid, at det er noget der bunder dybere end at chikanere Jørn Sørensen’s byggeri. Jeg ser nok vores havnekatastrofe som et billede på nogle, af økonomi dikteret, uhensigtsmæssige dispositioner, hvor al sund fornuft bliver suspenderet til fordel for umiddelbare luner og interesser der ikke tjener almenheden. En hændelse der i Jung’sk terminologi sparker til arketypen ’ det kollektivt ubevidste’ der jo også indikerer, at i vores underbevidsthed ligger en kollektiv forpligtigelse til at ville hinanden det bedste, nogle fælles værdier – Der er det så jeg mener – der må være nogle der trænger mere til psykoanalyse end min ringe person – for udover at det visionært er en katastrofe, så gavner hele cirkus’et kun et fåtal af personer og ikke almenvældet.
Jeg håber inderligt at det bliver en vægtig faktor, når vi nu snart skal have kommunevalg – ikke fordi jeg egentlig har en speciel politisk orientering, det interesserer mig ikke voldsomt, men man bør i hvert fald ikke stemme på politikere eller partier, der forvalter borgernes interesser så fantasiløst og inkompetent.

Så vil der være dem der siger: ”Jamen se dog, der sker en masse på havnen, hvad med HolbækMessen d.19 & 20 Sept..-Jo det er da rigtigt, også rigtig godt, men årsagen er jo nok også et par ellers ubrugelige haller, billigt til leje (det kan man selvfølgelig lige så godt udnytte, klart), det har bare ingen forbindelse til intensionerne omkring havnen og dens fremtidige anvendelse.
Et lille lyspunkt er der dog (så slipper jeg også for, kun at optræde som en mavesur stodder), det lader til at der er en spinkel mulighed for at vi trods alt får en lille bitte kanal op imod Blegstrædet. Hurra for det. Jeg er så kun lidt bekymret for om det bare bliver en betonkasse med vand i, uden nogen form for sympatiske omgivelser – og jeg vil da også gerne se det effektueret, planer kan som bekendt ændres.
Muligt jeg er pessimist i denne sammenhæng, men jeg elsker til gengæld at blive positivt overrasket.

lørdag den 19. september 2009

Tidens trend

Lige nu er vi i tilsyneladende i Shabby Chic perioden. Skal man så spå om fremtiden er det et godt udgangspunkt at begynde i fortiden.
Udviklingen i indretning af de små hjem efter anden verdenskrig bar præg af en langsomt voksende velstand, der på sin vis kulminerede i begyndelsen af 1960’erne. Arvestykkerne anskaffet af familien i 1930’erne, hvor man etablerede sig med tunge massive egetræsmøbler som et tegn på tidernes uforanderlighed og stabilitet, man købte møbler for livet; de blev udskiftet med lette teak og palisander møbler. Det var ligesom man ville slette de dystre minder om krigen ved at aflive møblerne også. Jeg har hørt mange eksempler på at man brændte eller destruerede fine empiremøbler, for nu skulle der være plads til teasktræskommoden. Generationen fra 1960 der så voksede op med disse herlige teak møbler og som samtidig havde et opgør med konformiteten og det borgerligt firkantede, søgte sjæl i indretningen som man fandt i de afsyrede fyrretræsmøbler, ja også eg, jeg har sågar set afsyrede mahognimøbler. Jeg var engang i et bo hvor de havde en empiresekretær de næsten havde fået al fineren af (det var i de tider hvor gode møbler kostede lidt), adspurgt hvad jeg ville give for sådan et fint gammelt møbel, svarede jeg 300 kr. hvilket forbavsede en del, - også yderligere da jeg sagde at havde de undladt at begynde mishandlingen kunne jeg have givet 8000. Et eksempel på at alt skulle individualiseres. Døre, vinduer, gulve, møbler, hund og kone – alt blev afsyret så resultatet blev visse steder en lidt fersk indretning, hvor individualiteten efterhånden forsvandt, da alle gjorde sådan.
!970/80’ernes trend med brune møbler og kakler i alt vil jeg gå lidt let henover, da jeg heldigvis ikke ser en mulighed for et gensyn med den stilart – og kun kan bruge den til skræk og advarsel. Dermed ikke sagt at man ikke kan finde på et tilsvarende tiltag i fremtiden.
1990’erne var vel præget af en vis indretningsmæssig stilforvirring. Hjørnesofaernes æra var på retur, man prøvede at blande alt godt fra de forskellige perioder. I de fleste hjem sås et mix af mormors gamle kommode, nogle ikeamøbler og et marmorbord, samt en skønsom blanding af effekter fundet på loppemarkeder og i genbrugsbutikker, måske garneret med lidt moderne design.
Perioden blev afløst af lidt mere ensretning, nu skulle man til at male møbler igen. 60’ernes klare blå og orange farver blev afløst af alle nuancer i hvidt, creme og lysegråt, der skulle patineres og krakeleres og sågar marmoreres efter gamle opskrifter. Til en begyndelse alt, skabe, skænke og spiseborde – intet gik ram forbi. Et forsøg på at tilpasse de gamle møbler til det nye årtusinde der nu er mundet ud i at alle de fine gamle møbler stort set er ude af billedet når man i dag taler indretning. Møblerne skal være lette, lyse og gerne fransk inspireret a la cafe og provence, ligesom man gerne kan snige en kinesisk eller orientalsk ind i billedet kombineret med danske design klassikere af Finn Juul, Arne Jacobsen og Wegner. Vaser, nips og køkkenindretning må gerne være Italiensk inspireret og de tidligere tiders samlermani er blevet afløst af en minimalistisk tankegang. Behovet for at præge sit hjem som et sted hvor man har sin samling af klenodier (kaffekander, moccakopper og lignende) er tilsyneladende erstattet af tanken om at det ikke er nødvendigt at eje så mange ting, bare det er velvalgte kvalitetsting. Det i sig selv ser jeg som noget ganske sundt, desværre er det nok således at tingenes tyranni (der muligvis stammer fra den generation der har oplevet at have lidt, men klare sig med det), er blevet afløst af et mere kollektivt tyrani som en pendant til tidens trend, med at man skal foretage sig bestemte ting, have det rigtige netværk, anskaffe bestemte ting, for ikke at være for ’taberagtig’ og rent faktisk kunne gøre sig gældende erhvervsmæssigt og socialt. Tidens tekniske revolution har nok også til en vis grad fjernet focus fra de bløde menneskelige værdier, det er ikke så moderne at realisere sig selv, nu skal man forstå at promovere sig og i den forbindelse er hjemmets indretning blevet reduceret lidt i retning af at være et billede på hvordan man vil tage sig ud i omverdenens øjne. Altså en bedømmelse af personen på et mere materielt grundlag.
Hvad kan så fremtiden bringe, hvilke livsværdier vil vi ønske at afspejle med vores måde at indrette os på. Det er helt klart, at de elektroniske medier vil indtage en mere og mere dominerende plads i hjemmet, fladskærmene bliver større (formentlig ikke kønnere), computere og kommunikation vil være en integreret del af boligen, der vil bære præg af den enorme informationsstrøm der rammer os dagligt. Det er formentlig ikke menneskeligt sundt, jeg tror evolutionen er lidt bagefter, vi er ikke helt beregnet til en livsform der er så fjernt fra vores natur. Hvad kan vi så forestille os som et modstykke, da umiddelbart alle tidligere tiders muligheder er afprøvet, det er ikke muligt at gå tilbage til 1930’ernes indretning.
Mit ønske som tidligere antikhandler vil helt klart være at vi vil forstå at integrere vores historie med vores nutid, også med et stænk af fremtid. At leve i nuet betyder at huske rødderne samtidig med at kaste et blik fremad, mit håb er at det vil foregå med eftertænksom omhu som en bremse imod den hastige udvikling, med en øget focus på kvalitet og det at lade boligen afspejle sine livsholdninger (gør den jo under alle omstændigheder), men på en måde så man ikke omgiver sig med ligegyldigheder, men prøver at give begrebet ’sjæl’ et fysisk udtryk.

Her et par sider med inspiration a’la fransk landstil:
http://gaverbrugskunst.dk/om-madam-tut
http://www.countrycollection.dk/intro.htm
http://www.defineting.dk/defineting_profil.htm
Og så til rigtig mange links:
http://www.carlsh.dk/links.htm

Racisme



                                                Støt racister for bedre uddannelse - de trænger!

fredag den 18. september 2009

Dalai Lama

There is no need for temples, no need for complicated philosophies.
My brain and my heart are my temples; my philosophy is kindness.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med Dalai Lama - har da nogle af hans bøger, men syntes af og til det lyder lidt populært. På den anden side er det vel sådan med bøger, at man skal tage det der kan bruges og så lade resten ligge. Man kan jo ikke sige andet end at han gør et stort arbejde i det 'godes' tjeneste, og i den forbindelse siger mange ting der ikke kan anfægtes, som jo da rigtig mange mennesker har gavn af i deres tilværelse.
Ovenstående passer meget godt til min egen holdning - Vi har alt for mange templer, - af den ene eller anden art, der sker jo oftest heller ikke noget ved at have som udgangspunkt, at være flink.

Kreativitet

Der er mange måder at være kreativ på, tit er det et spørgsmål om fantasi frem for store komplicerede tiltag.

Mikrolån

En god måde at give en hånd et sted hvor du kan se det gavner.
Link til Kiva.

torsdag den 17. september 2009

Samlermani

Nu har jeg til min forundring fundet ud af at jeg faktisk har en lille samling af lightere – begyndte så at tænke over hvordan det egentlig var gået til, jeg bruger normalt kun en ad gangen. Jeg har siden jeg var teenager (lidt siden), altid brugt Ronson lighter, det fungerer for mig, men derfra og til at have 30 er jo da et stykke. Det har formentlig startet med at jeg syntes det var hensigtsmæssigt at have en ekstra, da jeg har nået at smide 3-4 stk. væk gennem årene. Jo, når jeg så tilfældig fandt en på min vej, så kom den hjem i skabet, det har så åbenbart sneget sig ind på mig så når jeg så en jeg ikke havde, blev jeg nødt til at eje den, med det resultat at jeg er rigeligt forsynet til resten af mine dage og også kan dele lidt ud til venner og bekendte.

De fleste samlere har jo startet med én af slagsen mon ikke de fleste også husker netop den ene/første ting der satte det i gang, hvad enten det så er et møbel, maleri, glas eller hvad det nu måtte være. Jeg har gennem min karriere mødt så mange samlere, ofte af virkelig besynderlige ting, der tit ikke har nogen egentlig værdi, men som af en eller anden grund har fænget hos netop den person. Der er jo nok også dybere elementer i det at samle, en slags urinstinkt fra vores tid som samlere og jægere, det ligger så at sige lidt i generne, at hvis vi kan samle lidt sammen, står vi væsentlig stærkere, både socialt og i forhold til det modsatte køn. I dag må vi vel sige at det ikke er en nødvendighed for at overleve som det var tidligere, men tilsyneladende er det at jage/samle en fast bestanddel i vores krybdyrhjerne.
At samle giver mening og tryghed, samtidig med at det sætter os i stand til at skabe distance til det irrationelle og absurde i tilværelsen. Når vi er opslugt af vores samlen/jagt, retter vi fokus mod samlerobjekterne, alt andet kan lukkes ude, vi bliver bragt ind i en tilstand af harmoni fordi vi beskæftiger os med et af vores urinstinkter.
I mange tilfælde går vores samling hen og bliver noget af det dyrebareste vi har, noget uerstatteligt vi for alt i verden ikke vil miste. Spørger du en samler hvad han/hun helst ikke vil miste ved f.eks. et indbrud, vil svaret meget ofte være: ”Min samling” – netop fordi den ikke umiddelbart kan genskabes, den er gået hen og blevet en del af vores personlige identitet, uden hvilken vi vil føle os mangelfulde, ja sågar mindreværdige.
At samle er jo også at udtrykke os over for omverdenen, fortælle lidt om hvem vi er som person og vel også vise lidt, hvor dygtige vi er, vi har formået at skabe ’noget’, der gør os attraktive i en eller anden sammenhæng – rent urinstinkt. Desværre virker det på nogle af os i retning af at vi ikke kan få nok, det rækker langt ud over hvad vi egentlig har brug for (der er også nogle der samler på penge).
Glæden ved at samle er da absolut en realitet der ikke skal underkendes. I mit eftermæle tror jeg dog hellere jeg vil huskes for handlinger og indtryk gjort til glæde for mine medmennesker, end for at jeg havde en lille samling af gamle lightere.
Når man samler på et eller andet er det jo da en stor fornøjelse, en udfordring, men bør jo nok gøres i bevidstheden om at der findes et liv udenfor, så det ikke bliver en kompensation for noget vi ellers skulle have søgt. Mennesket er vel som et af evolutionens luner den eneste dyreart, der kan jage selvom det er mæt.

onsdag den 16. september 2009

Virusadvarsel

Pas på, før I åbner e-mail fra personer, I ikke kender:
Hvis I modtager en mail med titlen "Nøgenbilleder af Lene Espersen", er der stor risiko for, at mailen indeholder en virus!
Hvis I modtager en mail med titlen "Nøgenbilleder af Pia Kjærsgaard", er der stor risiko for, at den indeholder nøgenbilleder af Pia Kjærsgaard!!

Politiet kom alligevel.

Mange har haft problemer med at politiet ikke kommer når de ringer efter dem. Har selv prøvet det engang jeg fandt en død person - de mente han var beruset og at jeg bare skulle skubbe lidt til ham - kom først efter flere opringninger - (først da jeg kom med nogle ikke særlig tiltalende detaljer gik det op for dem at det var alvor) MEN SÅ KOM DE OGSÅ HURTIGT.
Her er også en mulig løsning, hvis alt andet ikke virker.

Manden i huset var ved at gå i seng, da hans søde kone fortalte, at han havde glemt at slukke lyset i garagen, som hun kunne se fra soveværelsesvinduet.Da han åbnede garagedøren for at slukke lyset, så han, at der var et par fyre derinde i gang med at stjæle hans ting.
Han ringede til politiet, som  sagde, at alle deres politibiler var optagede og rådede ham til at låse alle dørene, så skulle de sende en bil, når der blev en ledig.Manden sagde: 'Okay' og lagde røret på - og så talte han til 30. Så ringede han til politiet igen.'Hej, det var mig, der ringede lige før, fordi der var nogle inde i min garage i færd med at stjæle.
Nu behøver I ikke komme, for jeg har lige skudt dem', hvorefter han afbrød samtalen.
Inden for ganske få minutter kom der adskillige politibiler, en helikopter, en brandbil og ambulance. De pågreb indbrudstyvene på fersk gerning.
En af politibetjentene sagde så lidt vredt: "Jeg synes du sagde, at du havde skudt dem"?    

Hvortil manden svarede: "Jeg synes I sagde, at I ikke havde nogen ledige biler"!!

Milan Kundera: Langsomheden

Sproget, seksualitet og de uventede konstateringer, karakteristisk for Milan Kundera, bliver i bogen sammenflettet med to forskellige tidsepoker/historier, men med en sammenfaldende handling, der integrerer tid og sted på forunderlig vis. Ikke nødvendigvis en letlæst bog, men en bog der giver et glimrende billede af langsomhedens betydning, trods alt. Den ser langsomheden som en mulighed for at give tilværelsen mening, for at erstatte hyperaktiv handling med ’væren’, - at befinde os i nutiden og ikke lade vores erindringer slette af fremtiden, inden vi har fået dem.
En god anledning til min hyldest til langsomheden, der er en så stor mangel på, i verden af i dag.
Jeg ved ikke om der er statistisk belæg for det, men jeg vil vove den påstand at mange af de psykiske og fysiske skavanker vi bøvles med i dag og som for en stor dels vedkommende slet ikke var kendt før i tiden, udelukkende skyldes mangel på langsomhed. I aftes så jeg en udsendelse i TV, hvor Niels Haugsgaard udtalte: ” I Jylland lærer vi fra barnsben af, at ’lade som ingenting’. Det fortæller mig om Jysk sindighed, det indre billede af en bondemand der med tilfredshed står og betragter naturens gang, dukker frem.
Der er ingen tvivl i mit sind, om at vi lægger grunden til alskens dårligdomme ved at fjerne os fra vores natur. Hver gang vi foretager os en ting der fornægter vores biologiske ophav kommer vi til at betale en eller anden form for gebyr. Hvis vi ser på dyreverden har hver art sin egen livsrytme, sine egne foretrukne fødeemner og sit eget behov for hvile, adspredelse og formering. Hvorfor mon dog vi mennesker har den opfattelse, at vi er den eneste art der selv kan bestemme over sådan noget. Der er langsomheden et fremragende universalmiddel, ikke sådan forstået vi skal blive sløve og ligegyldige, men leve vores liv i en lidt sindig eftertænksomhed, give os tid til at småmeditere over de tildragelser vi kommer ud for.
Er det ikke at fornægte vores natur, når vi åbenbart mener at der er noget i pommes frites og cola vores organisme nødvendigvis har stort brug for, - at vores arbejdstempo, tid og rytme skal bestemmes af arbejdsgiverens behov, - at vi ikke har et socialt ansvar for resten af gruppen, - at vi kan behandle det miljø der skal give vores børn føde, på måder der reducerer muligheden for artens overlevelse, - at vi stiltiende ser på vores artsfællers behandling af de svagere stillede.
Hvis vi foretog vores handlinger med langsomhedens eftertænksomhed, så ved vi inderst inde godt hvad der er hensigtsmæssigt og hvad vi bør gøre, vi har i vores natur alle løsningerne – men lytter vi til den?
Her kan man virkelig tale om, at vi burde sendes et eller andet sted hen på genopdragelse, men det eneste sted der åbenbart er ledig, er vist inde i os selv.