Nu har jeg til min forundring fundet ud af at jeg faktisk har en lille samling af lightere – begyndte så at tænke over hvordan det egentlig var gået til, jeg bruger normalt kun en ad gangen. Jeg har siden jeg var teenager (lidt siden), altid brugt Ronson lighter, det fungerer for mig, men derfra og til at have 30 er jo da et stykke. Det har formentlig startet med at jeg syntes det var hensigtsmæssigt at have en ekstra, da jeg har nået at smide 3-4 stk. væk gennem årene. Jo, når jeg så tilfældig fandt en på min vej, så kom den hjem i skabet, det har så åbenbart sneget sig ind på mig så når jeg så en jeg ikke havde, blev jeg nødt til at eje den, med det resultat at jeg er rigeligt forsynet til resten af mine dage og også kan dele lidt ud til venner og bekendte.
De fleste samlere har jo startet med én af slagsen mon ikke de fleste også husker netop den ene/første ting der satte det i gang, hvad enten det så er et møbel, maleri, glas eller hvad det nu måtte være. Jeg har gennem min karriere mødt så mange samlere, ofte af virkelig besynderlige ting, der tit ikke har nogen egentlig værdi, men som af en eller anden grund har fænget hos netop den person. Der er jo nok også dybere elementer i det at samle, en slags urinstinkt fra vores tid som samlere og jægere, det ligger så at sige lidt i generne, at hvis vi kan samle lidt sammen, står vi væsentlig stærkere, både socialt og i forhold til det modsatte køn. I dag må vi vel sige at det ikke er en nødvendighed for at overleve som det var tidligere, men tilsyneladende er det at jage/samle en fast bestanddel i vores krybdyrhjerne.
At samle giver mening og tryghed, samtidig med at det sætter os i stand til at skabe distance til det irrationelle og absurde i tilværelsen. Når vi er opslugt af vores samlen/jagt, retter vi fokus mod samlerobjekterne, alt andet kan lukkes ude, vi bliver bragt ind i en tilstand af harmoni fordi vi beskæftiger os med et af vores urinstinkter.
I mange tilfælde går vores samling hen og bliver noget af det dyrebareste vi har, noget uerstatteligt vi for alt i verden ikke vil miste. Spørger du en samler hvad han/hun helst ikke vil miste ved f.eks. et indbrud, vil svaret meget ofte være: ”Min samling” – netop fordi den ikke umiddelbart kan genskabes, den er gået hen og blevet en del af vores personlige identitet, uden hvilken vi vil føle os mangelfulde, ja sågar mindreværdige.
At samle er jo også at udtrykke os over for omverdenen, fortælle lidt om hvem vi er som person og vel også vise lidt, hvor dygtige vi er, vi har formået at skabe ’noget’, der gør os attraktive i en eller anden sammenhæng – rent urinstinkt. Desværre virker det på nogle af os i retning af at vi ikke kan få nok, det rækker langt ud over hvad vi egentlig har brug for (der er også nogle der samler på penge).
Glæden ved at samle er da absolut en realitet der ikke skal underkendes. I mit eftermæle tror jeg dog hellere jeg vil huskes for handlinger og indtryk gjort til glæde for mine medmennesker, end for at jeg havde en lille samling af gamle lightere.
Når man samler på et eller andet er det jo da en stor fornøjelse, en udfordring, men bør jo nok gøres i bevidstheden om at der findes et liv udenfor, så det ikke bliver en kompensation for noget vi ellers skulle have søgt. Mennesket er vel som et af evolutionens luner den eneste dyreart, der kan jage selvom det er mæt.
.jpg)
